Håbefuld journaliststuderende drømmer om redaktionelle himmelstrøg
Knap 10 år iført en rød og hvid trøje, fingrene smurt ind i harpiks og på en stor, optegnet bane. På fløjen blev jeg udfordret på kilometer- og hastighedskontoen, og på stregen skulle jeg stå fast. Det stillede krav om at være hurtig og vedholdende. De egenskaber vil jeg tage med mig i mit journalistiske virke, når deadlines ånder mig i nakken, eller når kampen om at nå historiens sidste punktum føles uovervindelig.
Jeg er stadig en holdspiller i forklædning. Jeg har blot skiftet håndbolden ud med nyheder og magasiner i diverse afskygninger, journalistiske idéer og en masse spørgsmål. Ligesom jeg har brugt år på at udfordre modstanderen og kæmpe om et fælles mål på håndboldbanen, vil jeg med journalistikken udfordre status quo og indfange perspektiver, som kan bidrage til nye, stærke og vedkommende fortællinger.
​
Hvorfor vil jeg være journalist?
Jeg vil være journalist, fordi jeg har et brændende ønske om at komme ind i maskinrummet af vores samfund og være med til at rykke på debatten samt give et talerør til forandring. Jeg vil kaste lys over vigtige problemstillinger og derigennem sikre, at Danmark fortsat udvikler sig. Jeg drømmer om at dykke ned i alle de forskelligartede genrer, journalistikken rummer. Jeg vil fortælle historier, der spænder bredt og tager læseren på tour de chambre i hele følelsesregisteret. Historier, der på et splitsekund afliver enhver tanke, som skulle dukke op i læsningen og minde om mormors fødselsdag på lørdag, sort-vask eller det mangelende rugbrød til madpakken.
Mit primære interessefelt omfatter kultur, livsstil, mode og erhvervsliv, men jeg fortæller glædeligt historier, der bevæger sig ud over dette. Jeg drømmer om at fortælle om de mennesker, der tør at tage chancer og inspirerer andre. Om iværksætteren, der har skabt sin egen forretningsmæssige succes. Om dem, der vælger den utraditionelle karrierevej. Og så vil jeg fortælle om dem, der kæmper for ligestilling, tilføjer nye ingredienser til kropsidealer eller bryder med den klassiske, binære kønsforståelse.
​
Hvad kan jeg bidrage med?
Jeg har – i kraft af mit andet fag, der er kommunikation – et indgående kendskab til at skrive til specifikke målgrupper. Min læring fra kommunikationsfaget i samspil med mine kompetencer inden for både skrift og tv gør mig ligeledes i stand til at arbejde på tværs af forskellige platforme.
Jeg har altid holdt af at fortælle historier, og jeg er i stand til at gøre det på både kreativ, knivskarp og fejlfri vis. Jeg ser frem til at smide RUC-ankeret over bord, være med til at sætte vind i redaktions-sejlene og udvide mine journalistiske kompetencer.
Udvalgte produktioner
Jeg er i stand til at løfte en bred vifte af opgaver, hvilket kan ses i dette udpluk af produktioner, jeg har udarbejdet.
Portræt
Et portræt af mandeforsker Kenneth Reinicke, der er udgivet på RUCpaper. Portrættet er skrevet på baggrund af, at han var aktuel med bogen "Mænd, der krænker kvinder". Bogen har fokus på, hvordan kønsdebatten ser ud i kølvandet på MeToo med fokus på mandens rolle, og deraf portrættets omdrejningspunkt.
TV-indslag
Tv-indslag og tilhørende artikel produceret i samarbejde med to medstuderende. I indslaget ses et eksempel på min interesse for mennesker, der vælger en utraditionel karrierevej. Kia Klarskov Pedersen er én af de kvinder, der har valgt et fag, der altid har været meget mandsdomineret; nemlig landbrugsuddannelsen. Ved denne produktion lærte jeg at filme, klippe og speake. Jeg lægger desuden stemme til speaken i denne produktion.
Artikel
En artikel om, hvad boligforeninger kan gøre for at vælge bæredygtige løsninger, når det kommer til dørkommunikation. Artiklen blev udgivet i magasinet Min Boligforening i et nummer, der har fokus på Building Green, som er en vidensdelingsplatform, der arbejder med at rykke byggebranchen i en grønnere retning. Artiklen findes på s. 37-38.
nyhedsReportage
En artikel udgivet for RUCPaper i samarbejde med en medstuderende omhandlede RUC-studerendes manglende arrangement over for RUCsport, der er en sportsorganisation tilknyttet Roskilde Universitet. Udover artiklen udarbejdede vi en VOX-pop.
Nyhedsartikel
En artikel skrevet for Netavisen.dk. Artiklen er udarbejdet på baggrund af, at sidste frist for kvote 2 ansøgere var lige om hjørnet samt ud fra nye tal, der meldte om en stor stigning i antallet af kvote 2 ansøgere. Artiklen er en casehistorie, der tager udgangspunkt i Mie Johanne Jacobsens historie, som rummer to afviste forsøg ved optagelse på Psykologi-studiet.